SB 2014 Nr. 4
Af Grethe Marcussen
En af mine oldefædre hed Jens. Hans far var husmand og skrædder, hed Peder Hansen og boede i Ørsted sogn nær ved Frøbjerg. Hans mor hed Karen Jørgensdatter, og hun var tjenestepige der på egnen, da hun fik sin førstefødte i 1833. I dåben fik han navnet Jens Pedersen Ørsted. Sidenhen fik han søskende, og omkring 1860 finder vi familien i Ægypten i Asperup sogn.
Her var Karen kogekone. I daglig tale blev hun aldrig kaldt andet end Ka’ Skræs, og hun var ikke tabt bag af nogen vogn. Jens havde da for længst været kørekarl for en tømrer og var selv blevet svend i faget. Han nærmede sig de 30 år, og Ka’ Skræs var såre stolt af sin ældste søn.
Ikke langt fra Ægypten, lige der, hvor vejen fra Kærby drejer af dertil, ligger og lå også dengang Kørupgården. Her tjente en ung pige, datter af Mads Larsen, husmand og væver i Blanke, og hans kone Appelone Hansdatter. Ane Kathrine Madsen hed den unge pige, som kom til verden i 1839. Hun mistede tidligt sin mor og blev derpå meget stille og indadvendt; men siden sin konfirmation, som præsten i Asperup, Mads Melbye, stod for, havde hun fået mægtigt mod på livet og turde sætte sig mål. Hun nød som andre unge fra sognene at mødes i Asperup præstegård lørdag aftener til sang, fortælling, oplæsning og godt samvær. Det siges, at Jens var mindst ligeså optaget af disse møder. Om de to har fået kig på hinanden i præstegården, skal ikke kunne afvises; men det kan også være Ka’ Skræs, der har været på spil, for en dag inviterede hun Ane Kathrine hjem til sig for at fremvise Jens’ skab. I bunden var en kasse, der viste sig at indeholde lutter bøger. Det må da være en grumme karl, tænkte pigen, kunne jeg blot få lært ham at kende.
Det fik hun, og de blev forlovet før 1864.
Ane Kathrine Madsen, 1839 – 1908. Jens Ørsted Pedersen, 1833 – 1883.
1864
Så kom krigserklæringen, og Jens ville nu kunne tjene hurtige penge som soldat. Han meldte sig som frivillig, lod sig stille hed det, ikke af begejstring for at tjene konge og fædreland, men for i en fart at skaffe penge, så han kunne skabe et hjem for sig og sin kæreste. Døm ham, hvem der tror at have
ret til det.
Ane Kathrine blev naturligvis nervøs og var imod det; men få uger efter blev Jens’ egen årgang indkaldt, så han var ikke sluppet alligevel. Efter i Slesvig at være blevet stillet ved 6. infanteri-regiment, fik han efter march fra Slesvig 3. juledag kvarter i Husum 4. juledag. Herfra skrev han 16. januar 1864 til sin ven på Asperup mark, Søren Larsen. Han længes hjem, savner sine kære og møderne hos pastor Melbye. Intet Guds ord har han hørt siden afrejsen.
Jens lå ved Dannevirke og var med ved rømningen derfra natten mellem 5. og 6. februar 1864. Herom er skrevet: Uhyre lidelser, legemlige og sjælelige, udstod hæren på sin sørgelige færd. – Som andre sov Jens på den frosne jord, når de udmattede sank om. Her fik han sit fysiske knæk. Mens Jens var i trøjen, tjente Ane Kathrine hos Jørgen Jørgensen i Baaring. Her lå hun ofte søvnløs, angst for sin kærestes liv. Hun var kokkepige, og rigtig travlt fik hun og den anden unge pige Line, da gården blev omdannet til lazaret for syge soldater.
Yderligere 2 gårde i Baaring tjente som lazaret. Jeg mener at vide, at der her er tale om Stadagergaard og Dyrehøj. Kunne en soldat ikke leve, blev han ført om i Anders Frederiksens gård. Derfra foregik alle begravelser til en fællesgrav på Asperup kirkegaard. Ane Kathrine og 2 andre piger fra de tre lazaretter var oftest de eneste, der fulgte efter en kiste, som så blev pyntet med deres hjemmebundne krans!
Ane Kathrine fortalte senere sine børn om en moder, der kom for sent til at besøge sin søn. Han døde, kort før hun kom! Fortvivlet gik moderen i køkkenet, hvor pigerne måtte trøste hende, så godt de kunne. Men mere lystige episoder indtraf også: En befalingsmand blandt patienterne, som naturligvis skulle have ekstra forplejning, var blevet så nærgående overfor Lines lillesøster, Mine, at denne pure nægtede at bringe mad op til ham! Men så tog Ane Kathrine affære. Hun purrede op i sit hår, så hun så rigtig uglet og forfærdelig ud. Derpå vendte hun den mest snavsede side af forklædet ud og gik så op til kaptajnen. Han rørte hende aldrig.
På lazaret på Hvedholm
På Als pådrog Jens sig en første, alvorlig lungebetændelse. Han blev da sejlet over Lillebælt til Hvedholm gods ved Fåborg for her at komme til kræfter. Meddelelsen herom nåede hans mor. Ka’ Skræs opsøgte straks Ane Kathrine: Vi skal ned og besøge Jens! Det mente Ane Kathrine var helt umuligt; men Ka’ Skræs lejede resolut vognmanden med det flotte navn, Johan Rantzau, til at køre for dem!
En morgen ganske tidligt drog de af sted med Johans eenspænderkøretøj. Turen varede hele dagen, først hen mod aften nåede de Hvedholm og spurgte efter menig nr. 66. En stor oppasser stod og støttede sig med hånden til dørkarmen og holdt døren halvåben, mens han meddelte 66, at 2 fruentimmer ville tale med ham. Det kan ikke passe, her kommer ingen til mig, sagde 66. Da bøjede Ane Kathrine sig og kiggede ind under armen på den store mand. 66 så hende og udbrød: Nej, nu har jeg da aldrig kendt mage! Det er den slags møder, som ’pennen vel aldrig beskrive kan, men kærlige hjerter fornemme’.
Vitta og Kresten Himmelstrup, som var lærerfolk i
Roerslev fra 1880 til 1914.
Hjemme igen
Fra Hvedholm kom Jens tilbage til hæren, og en skønne dag fik Ane Kathrine melding om, at Jens’ kompagni blandt adskillige andre kompagnier lå i lejr på Roerslev Møllegaards mark. Samme melding nåede vennen Søren Larsen på Asperup mark, og denne vidste straks, hvad han havde at gøre. En
søndag morgen kom han op til Ane Kathrine. Sammen vandrede de fra Baaring gennem Blanke og Roerslev by, ud ad Timesgyden, og her så de Møllegaardens store mark, sort af soldater! Ved Sørens hjælp lykkedes det Ane Kathrine at finde Jens.
Krigen fik en ende, omend den var sørgelig. Det skete 30. oktober 1864, og Ane Kathrine og Jens belavede sig på at skabe et hjem. Jens var 33 og Ane Kathrine 26, da de 15. marts 1865 indgik ægteskab i Asperup kirke. De købte 4 tdr. land af Hans Vædeles mark i Roerslev, nemlig fra den mark, der lå yderst ude mod Voldby, lige før gården Rosendal, i dag Kirkebjergvej 16. På matrikelnummer 2f af Roerslev by byggede Jens egenhændigt deres husmandssted. Her voksede børnene op, det yngste, en søn, blev kaldt Søren efter vennen.
Søren var kun 2 år, da Jens efter et slidsomt arbejdsliv som tømrer, daglejer og husmand døde af lungebetændelse i 1883, knap 50 år gammel. Ofte havde han måttet være borte på arbejde, men i hjemmet havde han haft 18 års lykkeligt ægteskab og et varmt familieliv. Når Ane Kathrine, som herefter
alene måtte klare børneflokken, så ofte måtte fortælle om faderens tid i krigen 1864, fik hendes stemme ekstra glød, når hun sluttede med ordene: Men far var ikke med, hvor kuglerne peb, og han har aldrig løsnet et skud mod nogen fjende!
Niels Julius Jensen, 1846 – 1927, og Marie Jensen,1854 – 1932.
De drev St. Margaard i Nørre Aaby.
Alene med 7 børn i Roerslev
En streng tid fulgte efter begravelsen. Peder, som var ældst, blev straks sat i lære som tømrer, mens Ane Kathrine selv måtte skaffe føde og klæder til 6 ukonfirmerede børn. Måske blev netop det hendes
redning, for savnet var så stort, at hun undertiden om natten var fortvivlelsen nær. Men når hun så lyttede til sine børns rolige åndedræt, evnede hun at mande sig op og leve og virke for deres skyld. For hende som førhen for Jens, som aldrig gik på arbejde uden med sin kone at sige trosbekendelsen og bede fadervor, var det klart, hvorfra trøsten kom. Ane Kathrine var dybt fortrolig med den verden, der kun åbenbares for tro.
Tidligt i deres ægteskab havde de drøftet at udvandre til Amerika, fordi det kneb med fornødent udkomme. Med gode venner, også fra Asperup mark, nemlig Kristiane og Jørgen Larsen, der senere købte Strandholm på Blanke mark, havde de lagt planer om gensidig hjælp; men skrupler bl.a. vedrørende gamle forældre havde gjort en ende på spekulationer i den retning.
Ane Kathrine kendte altså til at få lidt til at strække langt. Hun måtte nu ud på arbejde, for den lille jordlod kunne familien ikke leve af, og hun kunne heller ikke passe den ved egen hjælp, selv om Peder hjalp i sin fritid. Endnu samme sommer kom tvillingerne Karen og Jørgine ud at tjene, skønt de kun var fyldt 13 år. Karen kom til Nørre Aaby Margaard, hvor der hos to brave mennesker, Niels Julius og Marie Jensen, blev ligesom et andet hjem for hende og alle de andre børn, efterhånden som de blev færdige til at tjene der.
Ane Kathrine fik arbejde dels hos lærer Himmelstrup og hans kone Vitta i Enighedsskolen i Roerslev, dels hos Hans Vædele og Ane Kirstine, hvor hun bl.a. gjorde høstarbejde for pløjningen. Søren fortalte sidenhen: Høstgildet hos Hans Vædele var det herligste i verden, sikken et bord med mad, og så mange tællelys på rad hen ad det. Hans Vædele tog mig på sine knæ og lod mig drikke af mjødflasken og sikken musik. Den tonede mig i ørene endnu, mens jeg søvnig og træt, indsvøbt i mors sjal, sad på hendes arm og blev båren hjem.
Det blev en regel, at Anine kom ind til Himmelstrups og fik sin middagsmad hver dag, hun var i skole, og da Jørgine om vinteren kom hjem, fulgte hun også med. Søren, Hansine og Elisabeth gik om til Hans
Vædeles hver skoledag. De stod foran bordet ved siden af pigerne og spiste. Når de var færdige, gik de på række ind i køkkenet, gav Ane Kirstine hånden og sagde tak for mad. Hun sad altid ved siden af komfuret. Sådan havde børnene lært det, og det gik ligeså regelmæssigt som et urværk.
Dengang var der ingen offentlig hjælp til enker udover fattighjælp, og den holdt Ane Kathrine sig tappert fri for. Hun gav sine børn et hjem, som de ifølge datteren Elisabeths Mindebogen fandt uden sorg, der
kunne tynge et barnesind. Deres fortællinger vidner om børn, der med glad og frodig fantasi leger og ejer forventningens fryd.
Da Ane Kathrine var omkring 50 år, blev hun syg med stærke hovedsmerter. Dr. Dreyer sagde til Anine, at enten mister hun forstanden, eller hun dør. Det var hård kost, men ingen af delene skete. Om det var følfodsbladene, der hjalp, er uvist; men ifølge en kvaksalvers råd blev børnene sendt ud for at samle de grønne blade, som blev syet fast på et klæde og lagt på moderens hoved. Hun kom sig virkelig, men hendes kraft var brudt. Året efter solgte hun sin ejendom og købte sit fødehjem i Blanke, hvor faderen stadig boede, ganske alene. Huset, der havde været stuehus i en gammel gård, var fæste til en gård i Kustrup. Ane Kathrine rev den faldefærdige hytte ned, og Peder byggede et pænt lille hus. Her boede hun i 8 år, og herfra blev de yngste, Hansine og Søren, konfirmeret og sendt ud.
Hendes far døde efter blot én dags sygdom. På hendes spørgsmål, om der var noget, han ville have, lød svaret: Himmeriges rige lige på en tallerken.
Ane Kirstine, 1833 – 1915, og Hans Vædele, 1834 – 1905.
De drev Vædelegaard i Roerslev.
De sidste 12 år boede Ane Kathrine i Nørre Aaby sammen med datteren Elisabeth, som derovre på kraftig opfordring fra Niels Julius og Marie på Margaard drev skole for småbørn og siden blev forstander for børnehjemmet. I vinteren 1908 konstaterede dr. Hansen, at Ane Kathrine havde kræft. Tålmodigt
bar hun sin sygdom, og i de sidste 9 uger, hvor hun var sengeliggende, kom lærer Himmelstrup dagligt spadserende, ofte den 9. september med taknemmeligt sind
og med alle sine børn omkring sig.
Jeg bør slutte med at oplyse, at datteren Hansine blev gift med Hans Vædeles søn Mads. De blev forældre til min mor, Anna Vædele, hvorfor Jens Ørsted Pedersen og Ane Kathrine altså er mine oldeforældre, såvel som Ane Kirstine og Hans Vædele er det.
Kilder: Elisabeth Pedersen: Mindebogen
Niels Hansen: Optegnelser fra mit levnedsløb
Kirkebøger og folketællinger
Asperup-Roerslev lokalarkiv
Husmandsstedet på Kirkebjergvej 16, som Jens Ørsted
Pedersen oprettede. Her i ombygget tilstand i 1961.
Bagved ses Rosendals udlænger. Længst oppe mod
horisonten anes træerne langs Middelfartvej.
Grethe Marcussen