– en episode i Kærbys historie
SB 1989 nr. 1
Ved Kresten Drejergaard
Torsdag den 13. juli 1843 var Kærby skueplads for en ejendommelig begivenhed, som på en sær måde alligevel ikke blev til noget. Gigtplagede og tuberkuløse og folk med andre sygdomme og svagheder var kommet rejsende fra hele Vestfyn og endda fra Jylland i håb om at blive kureret for alle deres gebrækkeligheder. Ophavsmanden til denne usædvanlige sammenstimlen var gårdejer Hans Madsen fra Kærby. Hans 70-årige kone havde siden sidste høst været sengeliggende på grund af gigtsmerter, som var begyndt i siderne og i brystet og nu var trukket op i skulderne og havde givet årsag til daglig opkastning. Hverken den lokale læge, doktor Wulff, eller en læge fra Fredericia havde formået at gøre noget ved disse genvordigheder.
Syvende-sønnen fra Blangstrup
Men intet middel skulle være uforsøgt, og gårdmand Hans Madsen havde hørt om en klog mand – eller rettere dreng, for han var kun 17 år – ved navn Lars Larsen, som havde et godt tilbud!! Han var karl på en gård i Blangstrup i nærheden af Assens, og på den egn havde han fået ry for at være i besiddelse af helt usædvanlige evner, hvilket blev tilskrevet den omstændighed, at han var en »syvende-søn«, dvs. den syvende i en børneflok uden nogen piger. Den omsorgsfulde gårdmand fra Kærby spændte altså for vognen og kørte til Blangstrup, hvor han overtalte »syvende-sønnen«, Lars Larsen, til at tage med til Kærby for at behandle den gigtplagede kone. Det må han have gjort med et vist resultat, for den følgende torsdag, da Lars Larsen igen kom til Kærby for at foretage den anden af de tre nødvendige behandlinger, havde rygtet om den mirakuløse helbreder bredt sig så meget, at der i Kærby var stimlet mere end 100 mennesker sammen i håb om, at de også kunne blive behandlet. At det specielt skulle foregå på en torsdag, skyldtes vist nok, at det var en almindeligt udbredt opfattelse, at torsdag skulle være en særlig god dag at helbrede på.
Den følgende torsdag, som var den 13. juli, hvor gårdmandskonen skulle have sin tredje og sidste behandling, var der, ifølge sognefogedens indberetning om sagen, forsamlet mere end 200 mennesker i Kærby. I betragtning af landsbyens beskedne størrelse må det virkelig have været et højst besynderligt sceneri, der på den dag udspillede sig for øjnene af Kærbys egne folk. Hvordan mon det ikke har været, da det i løbet af dagen gik op for de mange tilrejsende folk, at de var blevet snydt? »Torsdagsdoktoren« kom nemlig ikke. I stedet kom sognefogeden med en arrestordre mod den udeblevne mirakeldreng.
Et fatalt læserbrev
Man kan forestille sig, at der i dagene forinden må være sket det, at landsbylægen, doktor Wulff, havde følt sig truet på sin næringsvej. I alle fald nævnes doktor Wulff i Laurids Larsens lille bog »Fra gamle Dage. Nogle Minder fra Asperup Sogn«, hvor han omtales som den gamle landsbylæge, der »havde tid nok til sin gerning og til at ærgre sig over kvaksalverne, der gik ham i næringen«. Der kan således være grund til at formode, at det er doktor Wulff, der er ophavsmand til følgende anonyme læserbrev, som er dateret i Asperup Sogn den 8. juli, dvs to dage efter Torsdagsdoktorens andet besøg i Kærby, og bragt i Fyens Stiftstidende den 11. juli:
»Vi have her i den sidste tid oplevet en begivenhed, som vistnok længe vil blive i de flestes erindring. Hver torsdag indfinder sig her en bondedreng, efter sigende hjemmeværende ved Assenskanten, som ved overtroiske midlers anvendelse, f. eks. korsets betegnelse, gnidning med hellig jord , kirkegårdsjord, osv. påtager sig at helbrede lægelige og ulægelige sygdomme. Sidste torsdag var her vistnok langt over hundrede patienter samlede for at konsultere denne mirakeldreng, og disse i forening med deres ledsagere afgave et højst usædvanligt skue. Det var ikke uden interesse at betragte den spænding af håb og frygt, som malede sig på disse menneskers åsyn, da henover middag den uanselige Torsdagsdoktor kom kørende ned ad gaden. Alle ilede nu til stedet, hvor han tog ind, nogle syge bares, andre ledtes og enkelte, som havde slagtilfælde, bleve overvældede af disse midt på gaden, hvor de lå og våndede sig i de skrækkeligste konvulsioner. Men hvad der mest måtte forbavse, var den øjensynlige tillid, som denne for alle indvortes og udvortes kriterier blottede læge allerede havde opnået blandt sit publikum. Det var nemlig tilfældet, at han blandt de syge erklærede enkelte for inkurable, uhelbredelige, og det er vist, at en dødsdom fra Højesteret ikke kan virke mere synderknusende på den domfældte, end denne erklæring virkede på de ulykkelige, som under gråd og veklage forlode det sted, de fulde af håb og tillid havde betrådt. Drengens evne til at gøre undergerninger hidhører, efter hans egen fortælling, derfra, at han er sine forældres syvende søn, født på den syvende dag i den syvende måned osv., og rigtigheden af denne legende drog ingen af det talrige publikum i tvivl.«
I avisens opsætning af læserbrevet rundes der af med en opfordring til myndighederne om at gribe ind over for bedrageren, idet det bemærkes, at der ikke forlyder noget om, at nogen skulle være blevet helbredt af denne mirakeldreng. Det skulle senere vise sig, at avisen fik uret, hvad angår det sidste.
Dom for kvaksalveri
Myndighederne fik travlt. Selveste arveprinsen – den senere Frederik den 7. – som på det tidspunkt var guvernør med residens på Odense Slot, skrev til stiftsamtmanden om sagen, som lod den gå videre til herredsfogeden i Vends Herred. Men han var på det tidspunkt i fuldt sving, idet han allerede den 10. juli havde pålagt sognefogeden i Asperup at arrestere Torsdagsdoktoren, næste gang, han dukkede op, hvilket han – som det skulle vise sig – ikke gjorde. Lars Larsen havde vel fået et tip om, hvad der var under opsejling og havde derfor holdt sig borte.
Et par uger senere blev han imidlertid anholdt i sit hjem og den 5. august fremstillet i et forhør, hvor han uforbeholdent gav en detaljeret forklaring om hele sin virksomhed. Kort efter blev han løsladt, efter at hans seks ældre brødre havde kautioneret for ham. At Torsdagsdoktoren dermed ikke ophørte med sin ulovlige lægepraksis, synes at fremgå af endnu et anonymt læserbrev i Fyens Stiftstidende den 16. september 1843, hvor indsenderen i en følgeskrivelse til en artikel i et tillæg til avisen skriver:
»Ordsproget siger: Der skal ondt til at fordrive ondt, og jeg tror, man også kunne sige: Der skal tåbelighed til at fordrive tåbelighed. Rejserne til Torsdagsdokteren i Blangstrup har nået utrolig grad, og det var vist på tiden, at folk lærte det tåbelige i at sætte lid til denne charlatan.«
I den medsendte artikel, som er trykt i avisens tillæg kaldet »Bidrag til Tidshistorien« ironiserer skribenten kraftigt over folks overtro og naivitet. Han foreslår bl.a.‚ at man i stedet for rejserne til det nyåbnede Tivoli i København arrangerer grupperejser til Blangstrup, hvor man kan opleve de mest forunderlige helbredelser. Til eksempel har han hørt om en ung og næsten blind mand, som af mirakeldrengen blev helbredt i en sådan grad, at han på vej hjem i en mils afstand opdagede en mus, som var ved at arbejde sig igennem taget på Uglebjergs vejrmølle.
Retssagen mod Torsdagsdoktoren stod gennem flere instanser på i yderligere halvandet år, indtil den endelig blev afgjort ved Højesteret, som stadfæstede Landsoverrettens dom på 3 gange 5 dages fængsel på vand og brød plus 14 rigsdaler i sagsomkostninger.
Fange på vand og brød. Denne straf var hyppigt
anvendt ved mindre bedragerisager. Torsdags-
doktoren fik 15 dage, men opdelt i 3 gange 5,
det vil sige med pauser i afsoningen af hensyn
tilfangens helbred.
Helbredsattester
At sagen overhovedet kom så vidt, skyldes muligvis, at arveprinsen som guvernør over Fyn var med til at starte den. Desuden forplumrede Lars Larsen selv sagen for sin forsvarer, idet han gentagne gange hævdede, at han ikke var i besiddelse af overnaturlige evner til at helbrede, samtidig med at han til støtte for sin sag fremskaffede omkring 30 attester fra folk, som bevidnede, at de var blevet helbredt. Blandt dem findes en attest fra gårdejeren i Kærby, som fortæller, at konen allerede efter to behandlinger, hvor drengen havde bestrøget hende med fingrene, havde fornemmet en mærkbar lindring. Efter den tredje behandling, som fandt sted i Blangstrup som følge af begivenhederne i Kærby, befandt konen sig så vel, som hun ikke havde gjort, siden hun blev syg. Fire måneder senere var gårdejeren igen indkaldt til retten, hvor han forsikrede, at konens tilstand var lige så god, som da han sidst gav møde.
Sagen er i det hele taget meget ejendommelig og vakte derfor også en vis opsigt i landets aviser, hvor vi bl.a. kan følge den i Fyens Avis samt københavneravisen »Fædrelandet«. I Fyens Avis for dagene 20. og 21. maj 1844 kan man læse om sagen lige fra herredsfogedens indberetning om den sælsomme dag i Kærby til Landsoverrettens dom i maj 1844.
Det fremgår, at Lars Larsen ikke er født på den syvende dag i den syvende måned, som læserbrevet fra Asperup mener at vide. Han er født den 6. oktober i Vedtofte Sogn. Hans forældre har været fattige folk, som på et tidspunkt har modtaget offentlig almisse. I øvrigt er der ikke noget, der tyder på, at deres syvende søn ved sin virksomhed har bidraget til at bedre familiens økonomi, idet han ikke tog imod betaling, men nok af og til modtog mindre gaver for sin indsats.
En drømt formular
Allerede i en alder af to år begyndte han at helbrede siddende på sin mors skød. Det skyldtes, at en vis Lars Smed havde gjort drengens mor opmærksom på de egenskaber, barnet måtte være i besiddelse af som »syvende-søn«. Dermed refererer smeden til en overtro, som i forrige århundrede var udbredt specielt i England og Frankrig, men som man her og der også har været overbevist om på Fyn. For eksempel hedder det i en optegnelse fra Bogense-egnen fra 1905, at man »i gamle dage« anså den syvende søn for at kunne mere end sit Fadervor. Og fra Nørre Lyndelse har man en besynderlig historie om en »syvende-søn«, som nogle tyskere ville købe. Han skulle druknes som værn mod en truende oversvømmelse, fortælles det.
Det er også Lars Smed, der underretter drengens mor om, hvordan han skal bære sig ad med at helbrede. Han skal dyppe sine fingre i kirkegårdsjord og herefter bestryge det syge sted. Desuden skal der siges en særlig helbredelses-formular, som smeden dog senere ikke vil vedkende sig; men det gør til gengæld Lars Larsens mor, Anne Marie, som i retten påstår, at hun nogle år efter, at smeden havde gjort hende bekendt med drengens enestående evner, havde drømt formularen og »hun holdt det for sin pligt at gøre drengen bekendt med de hende i drømme indgivne ord, idet hun tænkte, at dersom sønnen, ved at fremsige hin formular og bestryge syge mennesker, kunne forskaffe disse nogen lindring, ville sådant jo dog kun være en ringe tjeneste, som han kunne vise sine medmennesker«.
Formularen lyder som følger:
Det sår i Jesu side blev lægt,
det hverken kløede eller sviede.
Så skal også det onde, som her er sat,
hverken gøre kløe eller svie,
men blive sundt igen,
som det tilforne har været.
Den 8. januar 1845 blev sagen mod Torsdagsdoktoren endelig afgjort i Højesteret. Og derefter forsvinder Lars Larsen ud af historien. Ingen ved, hvor han er blevet af. Formodentlig er han efter afsoningen af de 3 gange 5 dage på vand og brød flyttet til en anden egn, hvor han har levet et stille og ordentligt liv uden at vække megen opsigt.
Men historien er alligevel interessant, fordi den fra den tid, hvor det offentlige kulturliv var optaget af Grundtvig, H.C. Andersen og Søren Kierkegaard, fortæller om et andet Danmark, som man ikke har mange efterretninger om, men som folkeligt set må have udgjort en frodig og vildtvoksende underskov under de stolte kroner, som pryder det offentlige kulturlivs ædle stammer.
Efterskrift:
Hele sagen er blevet grundigt undersøgt af arkivar, dr. phil. Gustav Henningsen, som har skrevet en kronik om den i det historiske tidsskrift »Skalk« (nr. 1, 1987). Denne kronik har været min hovedkilde til ovenstående. På bibliotekets lokalhistoriske afdeling i Odense har jeg fundet de nævnte læserbreve og avisreferater i håb om at finde mere om de begivenheder, der udspillede sig i Kærby sommeren 1843. Det lykkedes ikke! Og ældre mennesker, som jeg har spurgt, har heller ikke hørt om historien. Så den er vel glemt! Men skulle nogen ligge inde med en eller anden efterretning, som måske kunne belyse dr. Wulffs rolle i sagen, vil både Gustav Henningsen og jeg gerne høre om det.
Kresten Drejergaard