SB 1988 nr. 2
Af Steffan Herrik
William Hansen
Sognebladets faste illustrator gennem mange år fylder 80 den 31. marts 1988. Hvem kender ikke William, hvem har ikke set et billede af William? – William er folkeeje.
Gennem snart 70 år har William Hansen malet sin egn, sine kirker (samtlige i Fyens Stift)‚ sine fugle, sine træer og skure samt det evigt omskiftelige fynske vejr.
William har som kunstner været utrolig flittig, der er f.eks. ikke én periode i kunstens forskellige ismer, han ikke både har gennemprøvet og oplevet; han har rejst omkring i Europa – altid seende og søgende – men er hver gang vendt tilbage til sin egn og sit folk, William er nemlig en ægte hjemstavnskunstner, fynsk af sind og skind, trofast og oprigtig.
Mange af Williams billeder er blevet til på grundlag af glimtvise oplevelser som lynhurtigt er fæstnet på lærredet – ofte fortalt med metafysiske overtoner. I mange af værkerne oplever man en fantasi og eventyrlighed, som kan lede tanken hen på en anden folke- og hjemstavnskunstner, ghetto-jøden fra Vitebsk: Marc Chagall. Alt kan ske i billedets forunderlige rum, tyngdeloven er ophævet, og eventyret kan begynde!
William har flere sprog – ikke blot maleriets forunderlige. Hans evner som fortæller, næsten altid med en god portion fynsk lune, er nærmest legendarisk, og gennem årene har han også manifesteret sig som digter og tænker i flere bøger. I en samtale for nylig sagde han bl.a.: »Landskabet på bunden af min sjæl er det, jeg gerne vil spejle.« »Jeg er taknemmelig over her i livet at have haft lov til at prøve det, jeg synes, er rigtigt. Kunsten er tjener for folket. Hvis man bare gør, hvad man kan og udviser en ydmyghed over for sit arbejde, er det væsentligste nået.«
William citerer desuden Fritz Syberg med ordene: »Det bedste billede er inde i hovedet og vil ikke ud.«
Ud over kunsten ligger det også William stærkt på sinde at tale om fred og næstekærlighed. »Man skal være sig selv, men aldrig sig selv nok, vi skal leve i fordragelighed som brødre og søstre med hinanden som ægte kristne. Vi skal ikke være indbildske og tro, vi er noget særligt. Man må glemme sig selv og tænke på næstens lykke.«
»Vi må være på vagt for kloden som en helhed,« siger William, der for 2 år siden skrev brev til henholdsvis Gorbatjov og Reagan. Brevene indeholdt en bøn om at tage hinanden i hånden og holde fred. Noget kunne måske tyde på, at det ikke har været helt forgæves?
Alt i alt må William siges at være en evigt søgende, rastløs og flittig sjæl. Han er hele tiden på jagt efter nye indtryk, som vi så er heldige at få del i gennem hans mange værker.
William har sat sig sine spor, han har fortalt os om vor nære verden gennem sit dejlige billedunivers, hvor øjeblikket, lyset, naturen og det dejlige Fyn har fået evigt liv.
En bredfyldt skål og et rungende hurra for William.
Steffan Herrik
Kirkerne, som jeg for tiden maler, volder mig kvaler.
Jeg må vist nøjes med en detalje og sætte den stort op.
Muligvis kan jeg få landskabets storhed til at tale med
om baggrundslyd.
Jeg kan også gå en anden vej:
stille mig op en kilometer fra kirken,
så den ses i en bagvendt kikkert:
det lille Guds hus med de store
skybanker over.
Kanel i en snor 
Sort som tjære er Vulerums kat,
merci og budko og vulan.
Ditteromdat og kanel i en snor
sulka og mulka plus inika,
aldrig dog blinder en dag så grant
som kilnersisk flynder i flanken.
Dallerum fru i en dadelpark
med føl i en bundgarns-stribe.
Der sejler sten i en gederams
og hamstrer ved midnatstide.
Dog aldrig så man så sært et syn
som sagen i solens øje.
Så skal det siges i Nutterum bank,
at ingen fik guld i sin kiste.
Så strømmer, nej fosser der blod fra en bug,
som brugte sig selv til tromme…
Koldt forår 
Fugle,
frysende, sidder og gynger i grenene.
Tågen er tæt og uigennemtrængelig
som et menneskesind.
En træt gammel mand
sidder stille ved morgenkaffen,
krumbøjet kigger han mod skyerne.
Så koldt,
så håbløst råt.
Blæsende land.
Vredladne land.
Den gamle ryger en nobel cigar,
Den lille Komtesse;
hendes fine sjæl af røg
danner flimrende hvirvler for tanken.