Carl Nielsen og Vends herred

Carl Nielsen og Vends herred

SB 2015 Nr. 4

Af Erik Brygmann

Engang i marts her i 2015 havde jeg en god bekendt til kaffe. Vedkommende havde lånt et manuskript med en artikel af mig om Mads Melbye, vækkelsesprædikanten i Asperup – Roerslev i 1800-tallet, og kom med pæne kommentarer, hvad jeg selvfølgelig var glad for. Under besøget spurgte min gæst, om jeg ikke også kunne skrive lidt om Carl Nielsen, 1865 – 1931, i anledning af hans 150 års fødselsdag, men det sagde jeg nej til, da jeg ikke kendte noget som helst til en eventuel forbindelse mellem komponisten og Vends herred.

Marie og Emilie

Marie Demant Hansen, 1868 – 1926, og Emilie Demant Hatt, 1873 – 1958, i haven til huset ”Stubdal”, Gl. Landevej 11 i Kauslunde. Det var hos søstrenes forældre, Fr. Hansen, storkøbmand, tømmerhandler og kroholder i Selde i Nordsalling, og hustru Emma Demant, at Carl Nielsen holdt sommerferie, idet det var dem, der understøttede ham i konservatorietiden. Som ældre flyttede de til Kauslunde, hvor de i 1914 byggede”Stubdal”, som også blev Marie Demant Hansens hjem, og da hun døde 1926, blev huset overtaget af søsteren Emilie og svogeren Gudmund Hatt. Foto ca.1920: Kauslunde – Gamborg lokalhistoriske arkiv


Men så alligevel
På et tidspunkt kom jeg til at tænke på, at Karen Margrethe Christophersen gennem årene har skrevet flere artikler til forskellige årgange af ”Vends”, og hun er flyttet fra Kauslunde til Baaring. Hun fortæller i en af sine artikler om en Marie Demant Hansen, som blev lærerinde i Kauslunde 1898, og hun havde en søster, Emilie Demant Hatt, der som ældre flyttede til Kauslunde med sin mand, professor Gudmund Hatt. De havde alle 3 som yngre rejst rundt i Europa, og især havde de flere gange besøgt lapperne og gjort studier i deres kultur, som de så også havde skrevet om. Marie og Emilie havde haft deres barndom i Selde i Salling, og her kom Carl Nielsen på sommerferiebesøg i de år, hvor han gik på musikkonservatoriet i København. Nu nærmer vi os må- ske en sammenhæng

Forårsbølger
Den musikalske og følsomme konservatorieelev forelskede sig hurtigt i Emilie, men deres alder stod hindrende i vejen – han var 22, og hun var 14. Det kunne dog ikke forhindre ham i fra København at sende forelskede breve til hende – ”min allerkæreste” og ”min allerdejligste”. Dette bekendtskab har Emilie Demant Hatt senere skrevet en bog om, ”Forårsbølger. Erindringer om Carl Nielsen”, som varmt kan anbefales. Hun fortæller meget levende om Carl Nielsens sommerferiebesøg i Selde, og så også om, hvordan de to familier senere genoptog kontakten med hinanden, Emilie gift med Gudmund Hatt, der var geograf og professor ved Københavns Universitet, og Carl Nielsen, gift med Anne Marie Brodersen, en gårdmandsdatter fra Koldingegnen. De mødtes engang imellem i København til hyggelige familiemiddage. Og så mødtes de også i Kauslunde – hvor ofte fortæller hun dog ikke.

Carl og Emilie

Dobbeltportræt af Carl Nielsen og Emilie Demant. Fotograf: H. Riise, Amagertorv 6, Kjøbenhavn

 

Damgård
Carl Nielsen var blevet bilist på et tidspunkt, og så kørte han ofte en tur til Damgård på den anden side Lillebælt. Her sad en meget særpræget kvinde, Charlotte Marie Trap de Thygesen, som gæstfrit lod ham disponere over et par små værelser med seng og klaver, hvor han kunne passe sig selv. Han skulle bare overholde tidspunkterne for dagens måltider, og de lå meget fast. Carl Nielsen brugte ofte Damgården, når han trængte til at komme væk fra problemerne i København, ikke mindst i de år, hvor han var dirigent for Det kgl. Kapel. På Damgården kunne han desuden træffe en gammel veninde, Margrethe Rosenberg, som han som ung også havde været forelsket i, men hun sagde nej tak, ville aldrig giftes, påstod hun – og det løfte holdt hun. I øvrigt var hun i mange år musiklærer i Fredericia, og en overgang passede hun Carl Nielsens handicappede søn, Hans Børge.

Damgaard

Damgaard, Koldingvej 43. Hovedbygningen blev opført i slutningen af 1840erne i nærmest nygotisk stil. I begyndelsen af 1900-årene var en række kunstnere på lange gæsteophold hos daværende ejer, Charlotte Trap de Thygesen. Foto o. 1910. Lokalhistorisk arkiv for Fredericia og omegn.


Carl Nielsen og Kauslunde
Og så vender vi tilbage til Kauslunde. Marie Demant Hansen var død, men Emilie og Gudmund Hatt blev boende på stedet. Og en dag dukkede den efterhånden berømte komponist op – han kom kørende i egen bil. Han var med tiden blevet en erfaren bilist, selvom han ikke havde undgået engang at støde sammen med en sporvogn, men efter et par dage på hospitalet kunne han igen tage plads ved rattet. Og nu inviterede han Emilie og Gudmund med over til Damgården. Og her fik de et interessant besøg hos frk. de Thygesen, god mad med diverse vine. Hvad man talte om under middagen, fortæller Emilie ikke. Efter middagen spillede Carl Nielsen lidt på husets flygel, men kl. 22 trak husets værtinde sig tilbage, og så var middagen forbi, husets spisetider skulle respekteres. Her inviterede Carl Nielsen så sine venner med ned i sin lille lejlighed, hvor de kunne blive så længe, de havde lyst. Vi ved ikke, hvor ofte Carl Nielsen gjorde holdt i Kauslunde, men når Emilie og hendes mand var i København, besøgte de med mellemrum familien Nielsen, så der var stadig god kontakt mellem parterne.

Gudmund og Emilie

Gudmund Hatt og Emilie Demant Hatt ved sæterhytten i haven til ”Stubdal”på Gl. Landevej 11 i Kauslunde. Søstrene Emilie og Marie foretog i 1904 en rejse til Lapland Inspiration fra denne rejse fik dem til at opføre denne hytte i haven. Foto ca. 1921: Kauslunde-Gamborg lokalarkiv


Siden hen
Så lykkedes det altså via Kauslunde, som ligger i Vends herred, at få forbindelse med den efterhånden berømte komponist, en af Danmarks største, med 6 symfonier, 2 operaer, talrige koncerter og mange smukke og sangbare melodier til sange og salmer. Meget af al denne musik er blevet til på Damgaard. Carl Nielsen døde i 1931, kun 66 år gammel. Hans hustru lavede en smuk skulptur af ham og levede selv indtil 1945. Marie Demant Hansen, Emilie Demant Hatt og Gudmund Hatt ligger alle 3 begravet på Kauslunde kirkegård.

Carl Nielsen

Carl Nielsen som meget ung, nemlig 19 år. Portrætfoto fra 1884. Det kgl. bibliotek

 

 

 

 

Kilder: Torben Meyer og Frede Schandorf Petersen: Carl Nielsen, kunstneren og mennesket. Bd. 1 og 2. Emilie Demant Hatt: Forårsbølger, erindringer om Carl Nielsen.

 

Til toppen