SB 2019 Nr. 3
Af Tonny Jespersen
Introduktion
I denne artikel gives der et portræt af en original i ordets bedste forstand, og artikelen giver ligeledes et billede af et samfund og en tid som vi ikke
kender længere.
Den handler om Niels Jørgensen, som levede fra 1901 til 1995. Han boede livet igennem i ejendommen på Skyttevej 4, som han havde overtaget fra forældrene, Maren og Jørgen. Sidstnævnte oprettede på nu Skyttevej 8 det for længst nedlagte, men navnkundige Afholdshotel ved Baaring Vig.
Artiklen er skrevet af Tonny Jespersen, Skovgyden 9, Baaring Mark. Tonny bor i sit fødehjem, som han overtog fra sin far i 1999. Her voksede han op med skoven som nærliggende tumleplads.
Han er uddannet mekaniker, men deler og delte interessen for vildt og jagt med den Niels Jørgensen, som han portrætterer i denne artikel, som stammer fra magasinet
Dansk Jagt fra 1990.
Tekst og foto: Tonny Jespersen
i ejendommen på Skyttevej 4, som han havde overtaget fra
forældrene, Maren og Jørgen.
Huset ligger lunt i en lavning – skærmet for barske vinde af skoven og nogle få tønder land frugtplantage. Niels er ungkarl og har boet her hele sit liv. Han overtog stedet efter forældrene, havde i mange år husholderske, men klarer sig nu med kommunal hjemmehjælp.
Han er en af de sidste af sin årgang – bliver 90 ved næste fødselsdag, hvis heldet er med, som han selv udtrykker det, og hans lange liv har altid været præget af en altoverskyggende interesse for jagten og vildtet.
Han er desuden i besiddelse af stor fingersnilde, der – sammen med en medfødt kunstnerisk sans – har resulteret i utallige smukke træskærerarbejder.
Overalt på væggene i hans hyggelige stuer hænger billeder i brede rammer med blomstermotiver, barometre indfattet i snoede vinranker med drueklaser og blade, samt mange andre ting, der af Niels’ fantasi og følsomme fingre er tryllet frem af rå træklodser som rene små kunstværker.
I de seneste år har han dog lagt dette husflid på hylden, for det kniber for øjnene og hænderne at udføre de fine detaljer, hans tanker har planlagt. Det er blevet for besværligt, og når resultatet ikke længere står mål med mine forventninger, er det tiden at holde op, lyder hans egne ord. Men han kan stadig fortælle, på en ligefrem og ofte særdeles bramfri facon, og han gør det gerne.
En dag i marts, hvor blæsten ruskede i bøgekronerne, og solen slog smut mellem de slanke, grå stammer, fandt jeg vej derud. Jeg havde netop erfaret, at Niels få dage forinden var faldet på vej hjem fra stranden en sen
aften. Da jeg trådte ind, bemærkede jeg straks krykken ved hans stol, og også at den var nødvendig, for hans højre ankel var dobbelt så tyk som normalt.
Velkommen, Tonny. Ja, det er sgu’ skidt med den gamle, men sæt dig nu ned, så vi kan få os en god snak og glemme besværlighederne.
Først skulle jeg naturligvis have rede på enkelthederne omkring hans uheld, og jeg kunne forstå, at Niels nemt kunne have fået værre ting på halsen end den forstuvede ankel, idet der var gået en halv times tid, inden der kom nogen forbi og fik ham i hus.
Ja, det var sgu’ en værre redelighed, men det var lige godt værre, da jeg måtte aflevere min gode drilling til tyskerne under krigen. Det var en pokkers køn bøsse, og som den kunne skyde. Med den har jeg skudt masser af krager, når de sad oppe i toppen af de høje bøge, og edderfugle og sortænder når de lå og dykkede ude bag den yderste revle. Engang skød jeg også en svane, det var lovligt på det tidspunkt, og alt det her var jo med kugle, forstår du. Dengang var også mine øjne bedre end nu, og da fungerede det hele sgu’.
Ser du, i første omgang måtte jeg aflevere min salonriffel, men den fik jeg da igen, da jeg kunne dokumentere, at jeg brugte den i skytteforeningen. Så gik der nogen tid, da vi håbede, at faren var drevet over – men nej. Pludselig skulle alle rifler og altså også kombinationsvåben afleveres til det danske politi. Det hed det sig i hvert fald, men det var jo tyskernes værk.
Min makker, Karl Vognmand, havde også en drilling, og jeg glemmer aldrig den dag, vi måtte cykle til Middelfart for at aflevere vore kære skydere. Jeg måtte jo også af med salonriflen igen, og denne gang var det alvor.
Karl brugte snustobak, og når der var noget, der ikke passede ham, skældte og smældte han i ét væk. Du kan jo prøve, om du kan forestille dig, hvordan han så ud i hovedet efter 15 kilometer i modvind, hvor han ustandselig
spyttede og rasede over de for bandede tyskere, der sådan stjal vore gode bøsser. Jeg er s’gutte sikker på, hans egen mor ville have kunnet kende ham, for han var sortplettet af tobakssovs i hele fjæset.
Endelig nåede vi da ud på Luftværnskontoret i Middelfart, hvor et par danske politifolk skrev os en kvittering og overtog de to drillinger og salonriflen.
Du skulle have set alle de våben, der var. Masser af pistoler og rifler fra skytteforeninger i omegnen, og mange af dem havde adskillige mesterskabsplaketter på skæfterne. Betjenten må have kunnet læse vore tanker, for han rystede sørgmodigt på hovedet, da han lagde vore våben hen til de øvrige.
Senere strammede tyskerne jo grebet, og vi hørte, at nogle danske også måtte aflevere deres haglbøsse. Det fik mange jægere til at skjule deres bedste våben og så bruge en gammel rumsterstang til at gå på jagt med.
Jeg havde allerede dengang min gode Sauer hammerless – ja, du kender den jo. Den blev sovset godt ind i våbenfedt og pakket omhyggeligt ind i nogle sække, hvorefter hele herligheden i en solid ståltråd blev sænket ned
i hulmuren, lige bag et vandrør.
Det med vandrøret var noget, vi havde hørt i den danske radio fra London. Det var godt nok beregnet for danske modstandsfolk, når de skulle skjule nedkastede våben, men den fidus brugte jeg og mange andre jægere altså også. Tyskerne kunne ikke spore bøsserne med deres magnetsøgere, når de således var gemt nær vandrør eller andre jerndele i en bygningskonstruktion.
Jeg købte en gammel rusten enkeltløbet til små penge, og nummeret på den opgav jeg til myndighederne. Så kunne tyskerne sgu’ få den, hvis det kom
så vidt. Saueren skulle de (her brændte Niels en alenlang, saftig forbandelse af) ikke have.
Den kostede 275 kroner som ny i 1923, og ham, der købte den, havde noget besvær med at ramme med den. Den samler jo hårdt, og jeg fik den så tilbudt.
I begyndelsen havde jeg også problemer med at få haglene til at ramme det rigtige sted, men efterhånden blev jeg dus med den, og vi har været med i mange bataljer, vi to. Særlig på stranden var den uovertruffen.
Haglsværmen faldt som en piskesnert – ikke noget med, at haglene kom drattende, som når man smider en håndfuld grus i vandet. Den har fået mange ”dykkere” til at vende bunden i vejret og vinke med labberne.
Førhen ladede vi selv patroner, og på et tidspunkt blev det også en halvdyr affære, idet der blev lagt skat på både det ene og det andet. Blandt andet var hver fænghætte i en periode belagt med en afgift på 30 øre.
Jeg fandt så på at rette bulen efter slagstiften i gamle fænghætter ud. Derefter tog jeg så to ablater – ja, jeg ved s’gutte hvordan
det staves, men det er de her små papirlapper med lidt »sprængstof« i til legetøjspistoler. Sådan to klippede jeg forsigtigt til med en brodérsaks, så de lige kunne gå ned i bunden af fænghætten, og derefter pressede jeg så fænghætten på plads i hylsteret og ladede patronen med sortkrudt.
Med sådan nogle patroner har jeg skudt mange krager, skader og den slags. Jeg brugte dem ikke til »ordentlig« jagt, selv om de virkede udmærket.
I hvert fald var der ingen klikkere, når jeg brugte sortkrudt. Til røgsvagt krudt duede de derimod ikke.
Hvis du skriver om det her, så skal du sætte streg under, at det drejede sig om de flade Remington fænghætter. Ellers tror folk, jeg er fuld af løgn, for i alle andre typer fænghætter kunne det ikke lade sig gøre.
Det var ved at blive aften, og jeg måtte til at bryde op.
Tak for besøget og kom snart igen. Det er rart at have nogen at snakke med, når man sådan er tvunget til at sidde inden døre. Vi har jo da også nogle fælles minder fra jagten, vi kan genopfriske.
