Asperup Station

SB 2019 Nr. 4

Af Ulla Pedersen

Hvis man går en tur ad Bygaden, er der to mindre gader: Lindegaardsvej og Stationsstien. Den sidste indikerer, at der engang har været en station. Den tidligere Asperup Station ligger på Lindegaardsvej til venstre, lige før man når den gamle Asperup Stations Brugsforening. I øvrigt går mange denne vej og fortsætter til højre op af stien for at komme helt op til Middelfartvej, bag om skolen. En rigtig køn gåtur og for mange kan tankerne gå tilbage til en tid, hvor der var liv ved stationen og jernbanen.

Min erindring er fra 1950’erne, hvor jeg som barn kørte med tog fra Odense til Blanke station og således passeret Asperup station. Min mor afleverede mig personligt til konduktøren og fortalte ham, hvor jeg skulle af. Jeg havde en liste over de mange stationer mellem Odense og Middelfart og kunne følge med, hvor på ruten jeg var. Jeg kunne nå at læse stationsskiltene, hvilket var en stor hjælp. Lige inden toget kørte ind på Blanke station, kom konduktøren og fortalte, at nu skulle jeg af.

Den Nordvestfynske Jernbane.

Den blev indviet i efteråret 1911, en Odense-Bogense-Middelfart bane, forkortet kaldet OBM- banen og med ”knudepunkt” i Brenderup. Den var vigtig for egnen, for her blev dyrket meget frugt og grønt. Det blev indleveret til Brenderup station, men en del blev også sendt med banen fra Asperup station. Indleveringen i Asperup skulle ske sidst på dagen, og toget kørte ved 17 tiden til Brenderup station for yderligere læsning. Toget kørte om natten via Odense til Nyborg, dernæst med jernbanefærgen til Korsør og videre til København, hvor grøntauktionen foregik meget tidligt næste morgen. Københavnerne var meget glade for de fynske varer.

Minder fra en svunden tid.

Skulle man selv med tog, skiftede man i Brenderup, hvis turen gik til Bogense. Der var 7 afgange hver vej i Asperup med rejsende. Desuden var der godsvogn-transport dagligt enten fra Middelfart eller fra den anden side. Der var læsseramper ved sidespor til banen, og en vej førte omkring stationen ud til to pakhuse mod vest. Her lå de ældste pakhuse, og det ene var beregnet til dyr. Grise fik et metalmærke sat i øreflippen og transporteret til Odense Eksportslagteri. Måske var det derfor, at denne landbrugsbane blev kaldt for Røjlegrisen? Af andre øgenavne kendes også ”Jordbærtoget” og godstoget for ”Slæveren ”.

Det andet pakhus blev brugt til f.eks. opbevaring af kulbriketter i løs vægt. Det var i 1950erne en af købmandslærling Vagn Åge Pedersens opgaver at fylde briketter i 50 kilos sække. Det var et tungt og beskidt arbejde. Han kunne mærke de hårde kanter på briketterne, når han skulle bære sækkene på nakken hen på lastbilens lad. En opgave der ikke var spor sjov, fortæller hans kone.

Det var også et hårdt arbejde at læsse roer over på de åbne godsvogne. Transport af roer gik fra Asperup til Odense Sukkerkogeri til og med 1964. Roeaffaldet kom retur til landmanden som jernbanegods. Efter den tid blev roerne kørt til Assens Sukkerkogeri.

Pakhuset mod øst var bl.a. reserveret til fragtmanden Hans Peter Petersen. Han tog til Odense hver 2. dag med bestillinger fra kunder i Asperup og Baaring. Han besøgte adskillige butikker i Odense, bestilte varerne og fik butikken til at sende dem som fragt næste dag med banen til Asperup station. Det var meget forskellige varer lige fra korsetter til Kosangas. Varerne blev låst inde i pakhuset, indtil Hans Peter tog varerne ud og fik dem læsset på sin blå folkevogns åbne lad. Han kørte straks ud og fik afleveret varerne de rette steder. Få andre handelsfolk bestilte også varer på samme måde. De fik ligeledes låst varer inde i samme pakhus. Asperup Stations Brugsforening, der blev bygget samtidig med stationen, havde let adgang til at få og sende varer med banen. En god investering på det tidspunkt.

Man lagde mærke til toget, når det kom kørende. Gårdejer Niels Kristian Lohmann vidste, at når toget ved 17 tiden kom forbi ham og hans folk på markarbejde, så varede det ikke længe, før det blev fyraften.

Morgentoget var beregnet til de, der skulle i skole i Brenderup eller måske havde arbejde i Middelfart eller Odense. Det kunne hænde, at en kom lidt for sent ud af fjerene. Ofte kneb det for Peter Pedersen. Togføreren vidste helt nøjagtig, hvem der plejede at tage med toget. Var f.eks. Peter ikke at se, blev toget holdende en tid, ”han” nåede frem, og alle kom alligevel frem i rette tid.

Toget måtte max. køre 45 km i timen. Turen Asperup- Odense tog 1½ t. Der var god tid. Nogle kikkede på lektier, andre sad måske med strikketøjet, man holdt togmøde, snakkede sammen eller fik sig en lur. Først i 1949 blev den tilladte hastighed forhøjet til 70 km /t.

Under besættelsen, hvor persontrafikken voksede p.gr.a. benzinmangel, undgik man ikke helt sabotage af tog og skinner på egnen.

Gerda Klint husker tydeligt fra 1950erne sin barndom i Kærby, når de skulle have nye tjenestefolk til skiftedag; 1. maj og 1. november. Så skulle hendes far til Asperup station for at hente sine nye tjenestefolk og deres medbragte kommode, skab eller store kuffert. Der kom mange fra Jylland for at tjene i Asperup sogn. Toget holdt ikke mellem Brenderup og Asperup, men man kunne hoppe af toget, et sted hvor toget kørte meget meget langsomt. Det var dog alt for farligt at hoppe på toget. Det kunne ske, at en ko blev påkørt af toget. Ikke noget kønt syn.

Toget fra Brenderup tudede noget før krydset Lærkestræde – Kærbyvej. Flere fortæller, at det var et farligt kryds for både kørende og gående. Kort efter kørte toget under broen ved Byvejen.

Når passagertoget kørte fra Asperup mod Brenderup, blev der telegraferet til Brenderup station, at nu kørte det herfra. Togpersonalet satsede nu på, at en kop kaffe var klar til dem ved Brenderup station. Ligeledes tog Asperup station sig af godstog-personalet ved 10 tiden. Især hvis der var ”basser” med toget.

I 1950erne steg antallet af biler. Rute-, vare- og lastbiler blev almindelige. Flere valgte efterhånden private vognmænd til at køre varer til Odense eller København. Det gik tilbage med hensyn til antal passagerer og fragt med tog.

Stationen.

Den blev bygget som de fleste andre mellem Odense og Middelfart. De lignede hinanden, rummelige og med 1. sal, bygget med røde mursten, hvidmalet træværk og selv plantning af træer på perronen var i samme stil. Asperup stationsbygning rummede en privatbolig for stationsforstanderens familie samt venteværelse, ekspedition, kontor, og postkontor med plads til sortering af post. Her kunne så godt som alle postforretninger udføres. Middelfart Postvæsen betalte leje af lokalet på stationen.

Postsækken kom med toget og afleveret på perronen med det tidligste tog. Når Henning Albrehtsen, som var landpost her fra 1964-1966, mødte op på postkontoret ved 6 tiden, var posten ofte allerede grovsorteret af stationsforstander Jytte Erdman. De ialt tre postbude skulle hver især lægge posten i den rækkefølge, der passede til cykelruten. Det var et fuldtidsarbejde at nå helt ud til alle, der skulle have post. Et betroet arbejdet, da postbudet også var den, der modtog eller afleverede kontanter.

Henning fortæller, at det kneb med vedligeholdelsen af tog og vogne. Det resulterede i, at bremselængden blev så lang, så postsækken ikke altid ramte perronen. Man måtte ”rende” efter sækken. I 1966 blev der indkøbt 2 postbiler til postbudene, og posten blev fra nu af hentet i Brenderup indtil 1984.

Nedlæggelsen af jernbanen.

Den 31. marts 1966 kørte toget for sidste gang ind på Asperup station. Man var lidt kede af det, for der var knyttet mange venskaber igennem årene. Man besluttede, at det skulle være en festdag. Mange tog med på den sidste tur og mindst en sang skulle der til.

( Mel.: Vort modersmål er dejligt )

Man rejse kan fra nord til syd, fra øst til vest,

men Røjlegrisens trekantshjul, de er nu allerbedst:

Fra Odense til Asperup det mange timer ta’r,

der hjælper dog, hvis man i toget kurvestole har.

Nu skal vi til at vente på busser her og der.

Vi føler, sorgen tynger, men vi må nok la’ vær’

at græde, fordi Røjleekspressen – med vor sang –

skal sættes nu i stå for aldrig mer’ at gå i gang. )

( digtet af Tine og Groa )

Efter nedlæggelsen af jernbanen ophørte Jyttes stilling. Jytte og hendes mand Kay købte en grund på Fynsvej og byggede et hus. Familien flyttede ind i 1967. Hun havde her postekspedition indtil sin alt for tidlige død i 1984.

Postbudene blev i 1967 tilknyttet postvæsenet i Nr. Aaby. I 1984 blev Postekspeditionen overdraget til købmandsforretningen på Byvejen 37, hvor beboere kunne indlevere og afhente forsendelser.

Asperup-Roerslev beholdte sit eget postnummer. I 1993 flyttede postekspeditionen til Rokkestuen på den anden side af Bygaden og fra 1996 til Dagli` Brugsen. Nu er postekspeditionen nedlagt for længst.

Fra offentlig til privat ejendom.

Den gamle stationsbygning blev købt af Keld Hansen i 1966. Optagning af sveller begyndte i juli og opkøbt af H. I. Hansen i Odense. De følgende år blev flere privatbaner nedlagt på Fyn.

De nuværende ejere Povl og Astrid Schmidt købte stationen i 1971, på grund af nyt arbejde i Odense. På det tidspunkt var der allerede ændret en del på lokalerne.

Her var masser af plads til deres 4 børn i alderen 1-8 år. Astrid tog en læreruddannelse, fik en lærerstilling og de sidste fire år som leder af Friskolen i Middelfart, inden hun lod sig pensionere.

De gik i gang med at ændre jernbanen til have med plads til urtehave, legehus, kaniner, får, høns og en enkelt hest. De plantede mange træer i 1970erne, hvoraf en del væltede i stormen 1999. I dag ses den dejligste have med stadig mange høje træer, et væld af buske og blomster.

I 1974 blev der bygget et arbejdsrum til østgavlen. Mod vest blev et træskur i 2008 bygget om i mursten og indrettet til aftægtsbolig for Astrids mor. Aftægtsboligen er i dag indrettet til et keramisk værksted, hvor Astrid fremstiller sit eget keramik.

Selve stationsbygningen er renoveret i stor stil, men stadig kan enkelte skillevægge fortælle om, hvordan her så ud med venteværelse, billetluge, kontor og postfordelingskontor. Den lukkede gårdhave er bibeholdt, dog med åbning ud til haven. Fra gårdhaven er der adgang til en bygning med opbevaringsrum og toiletter. Toiletterne var til de togrejsende og med adgang fra den anden side af bygningen. Stationens særkende med vinduer, døre og murværk er restaureret og bevaret på smukkeste vis.

Asperup station.

1911-1924: Erhardt Meyer, stationsforstander

1924-1938: Kristian Strilau Sachmann, stationsforstander

1939-1959: Alfred Andersen, stationsforstander

1959-1966: Jytte Erdmann, ekspeditrice ( kaldt stationsforstander )

Tak for hjælp med bidrag til artiklen:

Astrid Schmidt

Niels Kristian Lohmann

Henning Albrechtsen

Gerda Klindt Nielsen

Bodil Pedersen

Peter Pedersen

Asperup-Roerslev Lokalhistoriske Arkiv

Statens arkiver.

Ulla Pedersen

Til toppen