Portrætinterview med Inger Larsen,

tidligere bosat på Langgyden 5, Asperup mark.

Af Grete Havndrup
Mange af de ældre, der i dag er i plejebolig eller på plejehjem, er vokset op i et tæt arbejds- og familiefælleskab, men også i foreningsfællesskaber har deres indsats haft stor betydning og været til inspiration for mange. Det gælder f.eks. min kusine Inger Larsen, kaldet Inger ’David’, som jeg har besøgt på Kongshøjcentret i Nørre Aaby. Hun er en af de sidste i familien i sin generation. Hendes farmor blev over hundrede år.

Hvornår blev du født, Inger?
Det var den 25. august 1927 derhjemme, lige midt i rughøsten. På Strandgyden 5 i Baaring boede min far Jørgen Knudsen og min mor, Mathilde, født Havndrup. Far fiskede sammen med sin bror Hans Henrik Knudsen, der boede på Molevej 5. Far vejede også mælk ind om morgenen på Baaring Mejeri. Men han ville gerne have en ejendom med lidt mere jord til, en 3-4 tdr. land, og købte derefter ejendommen på Middelfartvej 62 tidligere nr. 49 ved siden af købmand Aksel Jensen. Jeg er enebarn og havde det dejligt med tætte veninder. Nu er vi kun to tilbage, nemlig Nina Rasmussen, Bankejorden og jeg Vi bliver 95 i år.

Du gik i skole i Baaring?
Ja, vi havde forskolelærerinde Ingeborg Lair og lærer Larsen. Han var afholdsmand. Engang skulle vi skrive afholdsbreve af fra tavlen for derefter at gå rundt og lægge dem i folks postkasser! Da lærer Larsen blev pensioneret, flyttede han til Sjælland. I stedet fik vi en ung lærer, Frede Tornøe. Ham kunne vi godt lide, han var en moderne underviser. Han fortalte os, at han havde en nyresygdom, der gjorde, at han ikke ville blive ret gammel. Men en dag havde han godt nyt at fortælle, for han havde fået at vide, at det ikke så så slemt ud endda. Derefter kunne han godt stifte familie, og han giftede sig med Margrethe Nørrelund fra Baaring Østergård. Den gode nyhed gjorde, at han inviterede os ind i privaten, og vi fik kakao og kage. Men han døde pludseligt i 1949, kun 35 år gammel. Det blev vi naturligvis forfærdelig kede af. I skolen havde vi en times middagspause, så kunne vi nå at rende hjem og spise middagsmad. De andre børn holdt pause under det store træ, som står endnu lige midt i den gamle skolegård, i dag kaldet Læringshaven.

Du er konfirmeret i Asperup kirke. Kan du huske, hvad du fik i konfirmationsgave?
Jeg fik noget tøj, som jeg havde brug for og nogle smykker, som jeg havde ønsket mig, bl.a.
en ring, som desværre var for stor. Jeg skulle altid passe på ikke at tabe den. Og så fik alle
pigerne en broche fra fodermesteren hos Peder Havndrup, hvis gård lå lige over for mit hjem.
Så kunne han nemlig gå til alle andendagsgilderne med kaffe!

Nu skal vi snakke lidt om uddannelse…
I sommerferien tjente jeg først gode penge i tobakken hos Carl Poulsen på hjørnet af Kystvejen og Strandgyden. Han dyrkede tobaksplanter til udplantning. Vi skulle så bundte dem á 25 stk. plus 2 ekstra. Det var så skønt, når jeg cyklede derud sådan en tidlig sommermorgen, så kunne jeg høre alle fiskekutternes tuk-tuk-tuk ud af Baaring Vig. Det var under krigen, og rigtig mange her på egnen dyrkede tobak. Mine forældre havde også tobaksplanter og tjente godt. De kunne fejre deres sølvbryllup for indtægten af bare ét læs.

Du var jo ung under 2. verdenskrig….
Det var en skrækkelig tid. Vi måtte kun snakke om vind og vejr og kunne ikke stole på nogen. Mejeribestyrer Rasmussens sønner var af og til kommet hjem fra København med ’farlige skrifter’, som min mor kaldte dem. Dem fordelte far til min mors store bekymring, når det var blevet mørkt.
Da befrielsesbudskabet kom den 4. maj om aftenen, hørte vi det hos Otto Slagter. Han havde noget så sjældent som en radio. Og pastor Thaning løb i sit nattøj over i kirketårnet for at ringe med klokkerne. Den 5. maj kl. 8 om morgenen stimlede folk sammen i præstegårdshaven for at fejre befrielsen. Vi sang så mange dejlige sange.

Til gymnastikopvisningen i Baaring skov på 4. hovedkreds’ plads, nu DGI’s, lå vi gymnastikdamer den sommer ’i flag’. Det vil sige, vi var skiftevis klædt i røde og hvide dragter. Til slut lagde vi os på knæ, altså i knæ-buk-liggende stilling og dannede således tilsammen et Dannebrog.

Fik du nogen uddannelse?
Lige efter konfirmationen i 1941 fik jeg desuden arbejde på Baaring Mejeri. Mejeribestyrer Rasmussen mente det godt med os, og vi fik altid piskefløde på morgenens øllebrød. Han kone var syg og sengeliggende på det tidspunkt, og jeg blev bl.a. sat til at passe hende.

Senere kom jeg ud at tjene. Det var jo skiftedag den 1. maj og 1. november. Efter et år ville min veninde Nina og jeg gerne lidt længere væk og søgte pladser til 1. november gennem avisen. Vi fik tilbudt to pladser i nærheden af hinanden. Min mor var henne for at snakke med folkene og syntes da, de var vældig flinke. Men da Nina og jeg cykler derhen og må spørge om vej, det var jo næsten mørkt i november, da får Nina svaret: ”Du får den bedste plads, det er unge folk med et lille barn, men Inger, du får den værste plads i hele sognet!” Under de omstændigheder måtte jeg godt komme hjem igen, sagde mor. ”Men de ka’ datte slå mig ihjel,” mente jeg, ”så jeg prøver.” Men karlene sagde til mig, at jeg ville blive syg, hvis jeg spiste husets mad: ”Der er både mug og råddenskab i den.” Men heldigvis havde karlene en slags køleskab. Så overlevede jeg da og holdt tiden ud.
Men året efter løb hele fem piger af pladsen.

Du var hjemme et år?
Jeg skulle have været på husholdningsskole, men der var ikke plads. Så da min mor blev syg, var jeg hjemme for at passe hende og husholdningen. Mor var uforlignelig til at bage butterdej og napoleonskager. Hendes bagværk var eftertragtet. Det skal laves med løs hånd, sagde hun altid. Men fra hende har jeg både arvet og lært at bevare mit gode humør og aldrig lade andre mærke en eventuel surhed.
Da mor var blevet rask, fik jeg lov til at komme på efterskole. Jeg fulgte undervisningen på Nr. Aaby Efterskole, men sov og spiste hjemme. Andet havde vi ikke råd til.

Du har altid været glad for gymnastik?
Jeg kom jo på Rødding Højskole, og det blev en interessant tid. Her tog jeg idrætsmærket i spring, bom, højde- og længdespring samt spydkast. En lederuddannelse blev det til. Gymnastik var min store interesse. Sidenhen har jeg ledet mange pige- og damehold. Det var jo frivilligt arbejde og ikke aflønnet. Når sæsonen sluttede, fik jeg måske en lysestage, eller hvad holdet nu kunne finde på. Alle har stor glæde af frivilligt arbejde, både ledere og deltagere.
Gymnastikpladsen ude i skoven havde sin storhedstid 1930-1960, bl.a. opførtes ’Elverhøj’ med mange lokale kræfter. Engang blev David og jeg udtaget til at danse menuetten fra Elverhøj.Vi fik meget fint tøj på. Det var en stor oplevelse.

Hvor lærte du David at kende?
Dengang gik vi jo til bal, og jeg elskede at danse. Engang dansede jeg bl.a. med en sønderjyde, som bare dansede så godt. Ved den lejlighed siger en kammerat til David, at nu havner Inger nok i Sønderjylland, hvortil David svarer, ja, lad os nu se! Og det blev David Larsen, der løb med dansemusen. David var født i Frøbjerg, men hans familie stammede her fra Nordvestfyn. Forældrene, Laurits og Laura Larsen, købte i 1923 statshusmandsbruget på Langgyden 5, Asperup. Det blev bygget af Davids farfar, mu- rermester Peter Larsen. Ejendommen var en af udstykningerne fra Asperup præstegård.
David var først og fremmest landmand. Han havde tidligere været på Rødding Højskole og ligeledes tjent på Sjælland, hvor han også havde været soldat. Derovre lærte han at danse Les Lanciers, som jo er en anstandsdans. Den skal man jo kunne!

I 1950 bliver vi gift i Asperup kirke. Men først skulle man til møde hos sognefogeden og udspørges om andre forbindelser og eventuelle børn. Pastor Thaning skulle i forvejen, som det dengang var skik og brug, lyse tre gange fra prædikestolen: Hermed lyses til ægte for ungkarl David….og ungpige Inger.. i fald andre havde noget imod giftermålet. Alligevel glemte pastor Thaning fuldstændig den tredje lysning og selve brylluppet var i fare. Lærerinde Marie Olsen, som var en af gæsterne, måtte først over i præstegården for at hente ham. Han havde glemt alt om vielsen. Så måtte han skynde sig at lyse 3. gang fra prædikestolen og derefter gik han over til vielsen.

Hvor kommer I til at bo?
Vi bor så på 1. sal hos Davids forældre i Langgyden 5. Selvom der var skråvægge, syntes vi, at der var plads nok. Alle mente, at ét køkken var nok. Men jeg insisterede på at få mit eget køkken. Så kunne jeg lave den mad, som jeg ville, og hvornår det passede mig! Engang imellem kunne vi da sagtens spise sammen alligevel. Så det var et godt fællesskab. Vi havde tit en karl eller pige med hjem til mad. De blev ikke behandlet lige godt alle steder. Det vidste jeg af erfaring.

Mine svigerforældre var flinke. Da David og jeg var meget hjemmefra om aftenen, havde vi i dem solide barnepiger. I 1955 blev Henrik født og i 1958 fik vi tvillingerne Else og Kirsten. Der var nok at se til. Jeg var både hjemmegående og udegående husmor og medhjælper. David fik også arbejde som sløjdlærer på bl.a. Nr. Aaby Efterskole, hvor han var i mange år. De sagde om ham, at han havde gode lederevner.

I får et langt liv sammen med gymnastik og folkedans?
Vi var meget interesserede i gymnastik og underviste begge i mange, mange år. Engang var lederen af pigeholdet blevet gravid, og David måtte føre et gymnastikhold på 45 piger til opvisning. Det havde man dog aldrig set før. Det blev til utrolig mange dejlige aftener. David ledede også folkedans i en lang årrække rundt omkring, og jeg var altid med. Så var det let at demonstrere dansene. Og hvem her på Nordvestfyn har ikke gået til folkedans hos David Larsen?

Du bliver alene, Inger…
På en udflugt i juni 1995 dør David af en blodprop midt under frokosten. Han blev 72 år. Det var et chok, og det var hårdt at skulle fortælle børnene det. Men David havde engang givet udtryk for, at det var den måde, han helst ville herfra på. Så jeg var i sidste ende glad for, at det gik sådan. Han fik en nådig død uden langvarig sygdom.

Jeg måtte dog efter syv år alene sælge Langgyden 5 og flytte til Bankejorden i Baaring i december 2002.
Vi havde haft godt naboskab i Langgyden med bl.a. Hans og Anna Hansen, Karl Jensen og Elena, kaldet Line. Vi kunne altid regne med hinandens hjælp. Når vi havde hentet de månedlige mælkepenge, holdt vi ’mælkegilde’ med kaffe og kage.
På Bankejorden fik jeg også meget gode naboer og var glad for at bo der. Men mit syn blev efterhånden så dårligt, og jeg faldt flere gange og blev nødt til at flytte. For tre år siden lagde jeg billet ind på en af Kongshøjcentrets lejligheder Nørre Aaby. Nu bor jeg her til leje.

Hvordan er her så at være?
Uh ha, jamen de er så flinke og hjælpsomme allesammen. Jeg bliver passet så godt. Jeg kan ikke forlange mere, og jeg er så glad for at være her. Det er trygt, for jeg ved, at de altid kommer, og jeg har tid til at vente, indtil det er min tur.
Nu kan jeg jo ikke se mere, heller ikke fjernsyn, men hellere det end ikke at kunne høre! For jeg hører lydbøger, musik og kan snakke i telefon. Jeg får også tit besøg af familie og venner. Jeg er så glad for det, jeg har.

Hvad har været det vigtigste i dit liv?
Jamen, jeg har da bare været så heldig i livet. Jeg er født med et lyst sind, har en stor og god familie, gode venner. Heldigvis er jeg ikke blevet dement. Så alt er godt. Jeg er taknemmelig.

Er der noget med, at du ikke kan synge, Inger?
Ja, det har jeg så arvet efter min far. Ærgerligt nok, for lærer og organist E. Frellsen hævdede ellers, at han kunne danne et helt sangkor med ’en’ste Havndrupper’, der var nok en 4-5 familier her i sognet. Som voksen fik jeg desuden en godartet knude på stemmebåndet. Den blev godt nok fjernet, men min stemme er forblevet mere eller mindre hæs. I hele otte dage måtte jeg slet ikke snakke. Mine børn mente, at det var værst for mig selv! Men jeg synger da, når jeg er alene! Hver fugl synger jo med sit næb! Den her salme fra min skoletid, kan jeg så godt lide:

Nu vågne alle Guds fugle små,
de flyve fra reden og sjunge,
de prise Vor Herre, så godt de formå,
de takke for livet og lyset med fløjtende tunge.

Inger, tak for samtalen.

Inger og David blandt venner i festligt lag. Bemærk
den røde kjoles skinkeærmer. De var moderne den-
gang i 1988, ligesom de er det i øjeblikket, og som de
også var i 1890’erne.