SB 2022. Nr. 1
Af Ulla Pedersen
Martin Skovbo blev kendt som forfatter, digter, korttegner, slægtsforsker m.m. Hans forældre havde en lille ejendom i Baaring Skov på 3 tønder land, drevet som gartneri. Han blev født i 1853 og døbt Martin Frederiksen. Siden ændrede han efternavn til Skovbo.
Hans far mente ikke, at han var stærk nok til at blive landmand, og Martin blev derfor sat i lære som skrædder. Udlært som skrædder arbejdede han i nogle år, men ikke af lyst. Han tog på Askov Højskole som 25 -årig, 3 vintre i træk. Derefter blev han ansat som friskolelærer på Sydsjælland.
Efter få år rejste han tilbage til sin barndomsegn. I 1886 giftede han sig med Mette Kirstine, datter af drejer Rasmus Hansen på Byvejen i Baaring. Hun havde forinden været mejerske, først på Gelsted Mejeri og senere på nogle herregårde i Jylland. Hun fik stor glæde af et ophold på Rødding højskole og blev bekræftet i det livssyn, som den grundtvigske præst Mads Melbye i Asperup havde, og som hun selv fastholdt hele livet.
Efter giftermålet boede de et års tid i Kolding, hvorefter de flyttede til Fyn. Martin underviste på forskellige skoler, og de kom bl.a. til at bo i Kærby og derfra i 1893 til ”Æbleskivetorvet”, Middelfartvej. I 1910-1911 flyttede de ind i et nybygget hus på Byvejen 41.
Mette Kirstine var en dygtig husmoder og tjente lidt ved at kærne smør og andre gøremål. Martin havde besluttet o. 1883, at gøre en forfattervirksomhed til sin levevej. Han skrev om mange bondeslægter, blev kendt for sine fine sortkridttegninger, portrættegninger, akvarelmalerier og som fotograf. Hans første bog udkom i 1893 og i 1923 blev hans skuespil optaget på Odense teater.
Middelfart Venstreblad modtog gerne hans topografiske artikler og gerne egnsbeskrivelser. Oprettelse af ”Folkelig forfatterforening” betød at mange forfattere besøgte Martin og Mette i Baaring, her i blandt Marinus Børup.
Syv børn voksede op i hjemmet. Den ældste var Karen, som giftede sig med Severin. De bosatte sig i Morud, hvor Severin havde en barbersalon. Her fik Martin og Mette lov til at bo fra o. 1930. Mette døde i 1938. Martin overlevede hende med 4 år. Han var åndsfrisk til det sidste og døde i 1942. Som han havde ønsket det, blev han begravet på Asperup kirkegård. Det var her han hørte til, – på den egn, hvis historie, natur og folkeliv han havde fordybet sig igennem et langt liv.
”JULEKLOKKER” af Martin Skovbo.
Det kimer fra hundrede Klokker
fra hundred og hundrede til;
det maner og minder og lokker,
selv den, som ej høre det vil.
Enstonende Malmet runger,
som havde det tusinde Tunger,
der taler til store og smaa.
Det er som en sang
vi lærte en gang
at nynne i Barndomstiden,
om den sælsomme Gæst,
og om Jul og om Fest,
saa aldrig vi glemte det siden.
De hundrede Klokker forstummed,
de hundrede og hundrede til;
dog er det, som Himmelrummet
var fuldt af det dejligste Spil.
Men ikke fra Malm eller Strænge
den Klang sin Oprindelse har,
den leved i Sjælen, saa længe
som Menneskesjæle der var;
der lagdes den ned
i hemmelighed,
den Genklang af ” Tonen fra Himlen”,
som et underfuldt Navn
for det evige Savn,
der lever i Menneskevrimlen.