Et dyrebart minde fylder 100 år
Sygeplejerske Inge Laut, som med sin familie i mange år boede på gården ’Nørre-lund’ på Ravnskovgyden 1 på Baaring Mark, opbevarede i sine gemmer dette lille flag, som siden genforeningsfestlighederne i juli 1920 er blevet gemt og passet på dels af hendes bedstemor, Marie Louise Laut, som samlede det op fra vejen, dels af sønderjyske familiemedlemmer, nemlig hendes faster Johanne Bruun og dennes mand Fritz Bruun, bosat i ejendommen ’Torreløk’ ved Vilsbæk. Derefter påtog Inge Laut sig opgaven, da de blev gamle. Få år før sin død i 2018 spurgte hun mig, om jeg ville tage mig af det. Det lovede jeg. Og her følger så flagets historie.
Chr. X med familie deltog som bekendt i de omfattende festligheder, der fra 9. juli 1920 med underskriften i Statsrådet af ’Lov om indlemmelse af de sønderjyske landsdele i kongeriget’ fortsatte i Sønderjylland med bl.a. kongens ridt på den hvide hest ind i Sønderjylland ved Frederikshøj den 10. juli og kongefamiliens besøg samme dag i Haderslev og Aabenraa; derefter med den store fest den 11. juli i Dybbøl skanser med nok 100000 deltagere og besøg de følgende dage ved Krusaa, i Tønder, samt i Ribe og en hel del landsbyer i området langs Kongeåen. Kongefamilien var i bil ved disse besøg, og pågældende køretøj var i den feslige anledning smykket med små flag foran.
Da kongens bil på et tidspunkt under opholdet i Sønderjylland er på vej op ad Dybbøl Banke, overhaler den en cyklist. Et af de foransiddende flag falder af. Cyklisten opdager det tabte flag, springer af cyklen og lægger flaget i sin cykelkurv.
Og hvem var så den cyklist? Jo, det var Inge Lauts bedstemor, som hed Marie Louise Laut (1878 – 1960) og var født Andersen. Hun blev gift med barber og bogbinder Peter Laut (1875 – 1905), og de boede i Ullerup. Som det fremgår, døde manden kun 30 år gammel, så Marie måtte nu overtage at forsørge familien. Hun uddanner sig til jordemoder og dimmiteres i 1905 i Kiel og bliver i øvrigt distriktsjordemoder i Ullerup.
På sine ældre dage tog hun ophold hos datteren Johanne og svigersønnen Fritz Bruun i Vilsbæk.
Sønnen, Nicolai Petersen Laut (1901 – 1967), blev vognmand i Grindløse på Nordfyn, hvortil han kom, da han giftede sig med Anna Elisabeth Hansen (1902 – 1986), som var herfra. De blev forældre til Inge Laut (1930 – 2018).
’Om 100 år er alting glemt’, lyder det somme tider. Jo, men hvad der skete i år for 100 år siden må have været så afgørende, at dette lille flag har været for dyrebart et minde til blot at blive kasseret.
Grethe Marcussen